«

»

nov 15

Eksamenskørsel med studenter

Nok er der tale om en kraftig nedtrapning af mit arbejdsliv her efter, at jeg er fyldt 64 år, men det ændrer nu ikke på, at jeg går meget op i det deltidsarbejde, jeg har været så heldig at finde. Når nogen spørger mig, hvad jeg så laver nu, svarer jeg altid, at jeg er festchauffør.

Forhistorien er, at jeg i nogle år som forholdsvis ung arbejdede som buschauffør, og jeg kørte både turistkørsel til udlandet og i en anden periode var jeg bare en god, gammeldags rutebilchauffør på en fast rute. Senere i mit arbejdsliv valgte jeg buskørslen fra, fordi jeg ikke syntes, det passede så godt med et familieliv med små børn.

Men mit erhvervskørekort har jeg holdt vedlige i alle årene, og da jeg så sidste år stoppede på arbejdsmarkedet, opdagede jeg hurtigt, at jeg savnede noget med mere indhold i en det almindelige pensionistliv. Og så skete der det, at et vognmandsfirma her i byen stod og manglede en chauffør til specielle opgaver, så der altså ikke var tale om mere end normalt cirka 10 timers arbejde pr. uge.

Vognmandsfirmaet har nemlig en lille specialafdeling, der tilbyder festkørsel af enhver art, og det foregår med en lille flåde af ældre lastbiler, der er indrettet til formålet. De har alle et åbent lad med rækværk omkring, ligesom der er en presenning som tag, så kunderne kan sidde tørt og godt, når der køres i bilerne.

Langt de fleste af firmaets opgaver er helt sikkert kørsel med studenter, så i de ret få dage om året, hvor det foregår, er der meget travlt, for firmaet tilbyder også den slags kørsel i vores nabobyer, hvor der også er gymnasier, så der er normalt mindst to kørsler af den type pr. dag i den korte periode.

Og netop studenterkørsel er helt sikkert den del af mit arbejde, som jeg morer mig mest med. Det skyldes helt bestemt, at mine kunder i den slags situationer alle er i godt humør og udstråler virkelig glæde over at have overstået studentereksamen. Derfor er de sjove og hyggelige at være sammen med, og selv om der ryger nogle bajere ned under sådan nogle ture, så oplever jeg dem altid som søde og velopdragne, så jeg bliver også selv i godt humør af at være sammen med sådan en flok nybagte studenter.

Og for mig er der også fordele forbundet med sådan en eksamenskørsel, for jeg bliver normalt budt med indenfor, når de forskellige forældre bliver besøgt på rundturen i byen, og så falder der oftest lidt godt til ganen med i form af kransekage eller andet velsmagende.

De unge studenter skyller i de fleste tilfælde den slags ned med champagne eller en anden slags mousserende vin, men det kan jeg af gode grunde ikke gøre, men så er de fleste af værtsfolkene så rare at tilbyde mig en kop kaffe i stedet, hvilket jeg gerne tager imod.

Det er faktisk sådan, at jeg altid glæder mig til den slags opgaver, for de gør min dag sjovere.

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du kan bruge disse HTML tags og attributter: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>