Terapi?

Efter at vores fodboldhold her i byen sidste år rykkede op i Danmarksserien, var det som om, at holdet gik helt i stå. Før oprykningen var der noget i retning af en eufori på holdet og bestemt også i vores ret lille by, hvor langt de fleste indbyggere fulgte fodboldholdet på tætteste hold og faktisk var temmelig stolte af de unge gutter, som på fire år var rykket tre rækker op.

Efter de første syv kampe i Danmarksserien lå holdet på sidstepladsen i rækken, og i klubbens bestyrelse diskuterede vi den bedrøvelige situation, og vi var enige om, at spillerne enkeltvis betragte bestemt var gode nok til at spille i Danmarksserien, men der var et eller andet galt med den udprægede holdånd, vi havde oplevet tidligere.

Vi er ikke en professionel klub, så der er ikke voldsomt mange penge at gøre godt med, men vi besluttede, at vi ville forsøge med en eller anden form for mental træning til holdet i det omfang, vi kunne få råd til det.

Jeg kom i tanker om, at vi i byen har boende en psykoterapeut, som jeg i øvrigt kender periferisk. Så jeg foreslog, at jeg kunne prøve at tage en snak med hende for at høre, om hun selv troede, hun kunne stå for en slags mental træning til fodboldgutterne.

Da jeg snakkede med hende, var hun først noget tvivlende med hensyn til opgaven, for hendes speciale er parterapi, fortalte hun. Men omvendt havde hun som så mange andre fulgt holdets præstationer, så hun kunne da også godt tænke sig, at de kunne få den gamle gejst tilbage og igen begynde at vinde nogle kampe. Derfor endte det med, at hun sagde ja til at gøre et forsøg, og hun ville endda gøre det gratis.

Jeg kontakte de øvrige i bestyrelsen og fortalte, at Louise, som hun hedder, først og fremmest fungerer som parterapeut, men at hun godt ville forsøge sig med fodboldholdet, så vi besluttede at invitere hende til den førstkommende træningsaften. Vi aftalte også, at ingen af fodboldspillerne skulle vide noget på forhånd om den terapi, vi havde planer om at udsætte dem for.

Da Louise så mødte op til den træningsaften, fik hun i starten en noget blandet modtagelse, for der var nogle få af spillerne, som helt afgjort ikke mente, at de havde brug for at komme i psykoterapi for at få spillet til at hænge bedre sammen.

Men det endte nu med, at de bøjede sig for det store flertal af spillerne, som havde den holdning, at det da var værd at prøve med terapi, for alle på holdet var inderst inde klar over, at det var sammenholdet på banen, der ikke fungerede så godt som tidligere.

Louise mødte op til tre træningsaftener i træk, og om det er hendes indsats, der skal have æren, kan man jo aldrig vide med sikkerhed, men det er i hvert fald en kendsgerning, at vores hold vandt en meget vigtig sejr i søndags, da vi havde Danmarksseriens tophold på besøg.

Disclaimer

Skriv et svar

Your email address will not be published.