Tækker til stråtag

Det var noget af en overraskelse, jeg fik, da jeg i den forløbne weekend besøgte min mangeårige kammerat, Uffe, som jeg har kendt siden skoletiden. Da jeg kom ind i stuen til Uffe, sad han med sit venstre ben oppe på en taburet, og benet var lagt i gips fra foden og op til knæet.

Stråtækt hus

Hvad har du lavet, spurgte jeg helt naturligt, og Uffe kunne heldigvis smågrine, mens han fortalte, at han havde været både overmodig og klodset, for han var faktisk faldet ned fra et stråtag på Fyn, da han ville hjælpe til storebror med at lave nogle reparationer på broderens sommerhus, som er stråtækt.

Det gik ellers godt det meste af den lørdag, hvor jeg hjalp min bror, fortalte Uffe. Efter lidt øvelse havde jeg faktisk ingen vanskeligheder med at kravle rundt på taget, hvor vi skulle have udskiftet en hel sektion af taget på den ene side. Min bror havde på forhånd fået nogle gode råd og anvisninger af en tækkemand på Fyn, og så mente han, at han selv kunne udføre udskiftningen af rør på den pågældende del af taget.

Men han kunne godt bruge lidt hjælp, for det er faktisk nemmest at udføre den slags arbejde, når man er to, så den ene kan række bundterne af rør til ham, der skal binde dem fast på taget, og det var derfor, min bror havde bedt mig om at komme og hjælpe, fortalte Uffe.

Erfaren tækker

Og som sagt gik det godt i flere timer, og jeg følte mig efterhånden som en erfaren tækker til stråtag, som uden vanskeligheder kunne bevæge sig rundt på stråtaget. Når bare man sørger for det rigtige fodtøj, er det faktisk ikke så svært at stå fast.

Men jo mere sikker, man føler sig, des større er risikoen jo også for, at man bliver overmodig, og på et tidspunkt rejste jeg mig op efter at have siddet på hug i et stykke tid, og så måtte jeg sande, at sådan et stråtag trods alt er temmelig glat at gå på, for lige pludselig smuttede min fod ud til siden, og jeg røg på rumpen og gled derefter ned ad taget og ud over kanten. Det blev til en temmelig ublid landing på jorden nedenunder, og jeg faldt altså så uheldigt, at jeg brækkede en knogle i anklen.

Lige i første omgang troede jeg bare, at jeg havde pådraget mig en kraftig forstuvning, men jeg var slet ikke i stand til at støtte på det venstre ben, og min bror var ikke i tvivl om, at han skulle køre mig på skadestuen for at få anklen undersøgt.

De tog et røntgenfotografi af foden og anklen, og lægen fortalte mig efterfølgende, at jeg faktisk havde været heldig med det brud, for det var ikke nødvendigt med en operation, men jeg må finde mig i gipsen et par uger endnu, så jeg er sikker på, at det gror rigtigt sammen. Men jeg kan i hvert fald godt garantere dig, at jeg er færdig med at lege tækkemand, smilede Uffe.