Rene vinduer

Et af de nyeste medlemmer i vores handelsstandsforening, Bent A., som han kaldes, har bestemt vist sig at være en gevinst for handelsstanden her i Næstved. Han er nærmest sprængfyldt med gode ideer, og han har en veludviklet evne til også at få dem ført ud i livet.

Hans nyeste påfund er, at vi forretningsdrivende skulle gå sammen om en kontrakt med den eneste vinduespudser i Næstved om at få pudset vores udstillingsvinduer. Han havde nemlig lagt mærke til, at alle vi detailhandlende åbenbart havde aftaler med flere forskellige vinduespudsere, og det kunne han jo sagtens regne ud var for dyrt.

Så hvis vi nu henvendte os i en samlet flok og fik en fast aftale om vinduespudsning i Næstved, måtte vi vel kunne opnå en rabat. Det ville selvfølgelig også være tidsbesparende for vinduespudseren at klare udstillingsvinduerne i en hel stribe af forretninger, så der måtte jo også være en gevinst at hente for vinduespudseren.

Det var helt oplagt en logisk tanke, og vi var nok nogle stykker, der var en smule flove over, at ingen af os andre havde fået den ide for mange år siden. Og da vi holdt en møde i handelsstandsforeningen med blandt andet forslaget fra Bent A. på dagsordenen, var der faktisk god opbakning til hans forslag.

Et af medlemmerne nævnte ganske vist, at han var godt tilfreds med den aftale, han havde med en vinduespudser i Slagelse, men han var dog ikke bundet så meget af den, at han ikke var med på at skifte til en lokal vinduespudser – især ikke, hvis arbejdet kunne udføres lidt billigere.

En anden af mine kolleger var en smule betænkelig, for hun havde altid selv pudset ruderne i sin tøjbutik, så for hende ville der jo være tale om en merudgift. Vi var nogle stykker, der gjorde hende opmærksom på, at så havde hun jo mulighed for at bruge den sparede tid til at sælge noget mere tøj.

Lidt diskussion havde vi nu også på mødet, for min kollega, der driver en mindre isenkramforretning, mente nu godt, at vi kunne overveje at indgå en kontrakt med hans bror, der er vinduespudser i Køge, men det kom han nu ingen vegne med, for der var bred enighed om, at vi så vidt muligt skulle indgå aftale meden lokal vinduespudser.

Derfor fik bestyrelsen til opgave i første omgang at tage en snak med vinduespudseren her i Næstved for at høre, om han overhovedet havde kapacitet til at påtage sig opgaven. Senere hørte jeg, at han rent faktisk udbad sig lidt betænkningstid, for i givet fald ville han være nødt til at ansætte en mand mere, fordi han for nylig havde indgået en ret omfattende kontrakt på vinduespudsning i Roskilde, hvor han skulle stå for al den udvendige vinduespudsning i en række store beboelsesejendomme, hvoraf nogle var i fem etager, hvilket helt naturligt forøger arbejdsmængden i forhold til lavere bygninger.

Men det endte nu med, at vores lokale vinduespudser valgte at ansætte en mand mere, og vi har nu indgået en kontrakt med ham.

Disclaimer

Skriv et svar

Your email address will not be published.