De pokkers reklameaviser, tænkte jeg i mit stille sind, da min kone havde siddet og bladret i sådan en, som var udsendt af en maler i Viborg (http://malerulstrup.dk/ ), som tilbød udførelse af alle former for malerarbejde – selvfølgelig på en særdeles professionel måde og med et resultat, som man næsten kun kunne drømme om, som det hed i reklameavisen.
Nu er det ikke sådan, at vi vil betale professionelle for ganske almindeligt malerarbejde, som vi lige så godt selv kan udføre, så det var ikke det, min kone foreslog efter at have bladret i reklametryksagen. Nej, hun gjorde det klart for mig, at vi trængte til at få malet stuen, og det var ikke bare væggene, der trængte til ny maling, understregede hun, for vores loft med gipsplader kunne også godt trænge til at blive frisket op.
Det var ikke bare for at føje hende, at jeg gav hende ret, for jeg har faktisk selv tænkt på det et par gange, at væggene efterhånden trænger til at blive frisket op, så der er jo ingen vej udenom, jeg må i gang med arbejdet meget snart.
Derfor kørte jeg i lørdags ind til den farvehandel her i byen, hvor jeg plejer at handle med den slags. Det er ikke mere end et lille års tid siden, at jeg sidst købte en hel del i den forretning, fordi alt vores udvendige træværk sidste sommer skulle have en grundig overhaling, og jeg spenderede en mindre formue på træbeskyttelse og pensler.
Jeg kan huske, at jeg dengang spurgte i forretningen, om det ikke ville være lige så godt at sprøjtemale træværket, for det kunne da være en gevaldig lettelse i arbejde, hvis man bare lige så stille kunne gå rundt med sådan en eldrevet malersprøjte, men jeg blev anbefalet at tage slæbet og smøre træbeskyttelsen på med pensler, for så holder det angiveligt meget længere.
Nå, men jeg fremførte mit nuværende ærinde i forretningen, og jeg var faktisk lidt heldig, for de kørte netop et tilbud på maling til vægge i en rigtig god kvalitet, lovede ekspedienten mig, og vi snakkede lidt om, hvor meget jeg skulle bruge. Jeg havde selvfølgelig ikke husket at måle væggene op på forhånd, så jeg kunne ikke bare slynge ud, hvor mange kvadratmeter det drejer sig om, men jeg kunne huske, at vores stue har et grundareal på 26 kvadratmeter, og at vi har 2,80 meter op til loftet, så ud fra det kunne ekspedienten fortælle mig, at hvis stuen kun skulle males en enkelt gang, kunne jeg klare mig med en 10 liters spand.
Men så var der jo lige det med loftet, kom jeg i tanker om, og ekspedienten anbefalede mig en lidt anden kvalitet i maling til det brug. Mange bruger den samme maling til vægge og lofter, men jeg vil anbefale dig en speciel maling til lofter, for den er lidt tykkere i konsistensen, så den ikke drypper nær så meget som almindelig vægmaling, fortalte an. Så jeg købte yderligere en spand med to en halv liter til loftet.
Seneste kommentarer