Sikke en lettelse, jeg føler mig som et nyt menneske, efter at jeg her i eftermiddags fik en behandling hos den kiropraktor, som jeg flere gange har frekventeret for at blive kureret for et hold i ryggen – eller en af gangene var det faktisk i nakken, jeg havde et hold.
Denne gang havde jeg gået tre-fire dage og lidt på grund af et smertefuldt hold i lænden. Jeg fik det på grund af en forkert bevægelse, da jeg var ved at tømme vores vaskemaskine, og jeg havde så store smerter i ryggen lige efter, at jeg måtte overlade resten til min kone, så hun kunne hænge vasketøjet, som for størstedelens vedkommende bestod af mine skjorter, op.
Først håbede jeg jo på, at ryggen ville falde på plads af sig selv, men dagen efter var det fuldt ud lige så slemt, så jeg ringede til kiropraktoren og fik en tid her i eftermiddags. Han var ikke længe om at få manipuleret mine ryghvirvler på plads, og jeg kunne ligefrem mærke det, da den nerve, der åbenbart var kommet i klemme, igen fik plads til at være sig selv.
Jeg fortalte kiropraktoren, hvordan mit hold i ryggen var opstået, og han nikkede meget forstående og sagde, at det bestemt ikke er usædvanligt at få et hold i ryggen på den måde. Mange begår nemlig den fejl, at de står med bøjet ryg og vrider sig til siden i stedet for at gå ned i knæ og holde ryggen ret.
Han fortalte, at også opvaskemaskiner er store syndere, når det gælder om at give folk hold i ryggen. Problemet er igen, at man står med bøjet ryg og laver forskellige bevægelser, når det rene service skal sættes for eksempel på køkkenbordet. Det er hyppigst, når opvaskemaskinen skal tømmes, at folk ender med at få et hold i ryggen.
I øvrigt, sagde han, er det faktisk bedst med hensyn til vaskemaskinen, at man har sin tørretumbler stående ovenpå den, for så skal tøjet bare flyttes lodret op, så man ikke har grund til at vride sig til den ene eller den anden side, når vasketøjet skal fra vaskemaskinen og ind i tørretumbleren.
Men er du klar over, at de største syndere blandt hjemmets maskiner faktisk er billige støvsugere. Langt de fleste mennesker indtager en helt håbløs stilling, når der skal støvsuges. De går hele huset rundt med let krummet ryg i stedet for at rette sig op og udnytte den længde, som støvsugeres rør normalt har. Af en eller anden grund vil de fleste holde støvsugerrøret i en alt for skrå vinkel og bøjer sig derfor ned, mens de støvsuger.
Det er faktisk rigtig mange af mine patienter, der har pådraget sig et hold i ryggen, mens de støvsugede, og de får alle at vide, at de skal huske at gå rundt med rank ryg, for ellers er risikoen for et hold i ryggen alt for stor. Og heldigvis lytter de fleste til det råd, for jeg har normalt ikke gengangere med sådan et støvsuger-hold, fortalte kiropraktoren.
Seneste kommentarer